Wiingaard

Har også sett nevnt datteren Cathrine, men siden hun er nevnt gift med samme personer som Christence, er dette trolig en og samme person.

Gikk 1702 i Nykjøbing Skole, deponert 13. juli 1709 og var fra 1710 - 13 Hører samme sted.

Dette er det første kjente dokument som refererer til Bolsøy-presten ifølge enkelte danske genealoger.

Gjennom ”Kirkeboken for Bergen” får vi vite at han var pastor i ”Justedahls meenighed” i 1725

Tiden i Jostedalen
Hans og Inger Margaretha bodde I Jostedalen fra 1725 til 1731 der han var prest. Og i Hans Strøms ” Physisk og Oeconomisk Beskrivelse over Fogderiet Søndmør beliggende i Bergens Stift i Norge”, band I, Sorøe 1762, side 45–46 kan du finne et sitat av Hans Wiingaard om Jostedalsbreen. Det går fram av det Strøm skriver at sitatet av Vingaard er et utdrag av ei lengre ”beretning” som Vingaard har sendt Strøm. Det vil si at det har funnes ei skildring fra Jostedalen som er eldre enn den Matthias Foss skrev i 1750. Og forfattaren er Hans Hansen Wiingaard.

Hans Strøm innleder slik: ”De øvrige Bierge længst ind i Landet ere overmaade høie og steile, saa de efterlade sig saa godt som slet ingen Biergfod; dog have de endnu den meste Forraad paa Skov, hvorved deres Naturlige Fælhed meget formindskes, skiønt deres skrækkelige Høide og Steilhed foraarsage mange Uleiligheder af Elve-Brud, Snee-Fond og Steen-Skreed, som hos os uden Tvivl ere meget almindelige, end paa noget andet Sted her Nordenfields. Mange af disse sidste Bierge ere og oven paa bedæket med Snee, som aldrig optøer, eller med de saa kaldte Snee-Bræer, eller Blaae-Bræer, hvilke dog her ei ere saa almindelige, som længere hen mod Sønden, besonderlig i de Fogderier Nordfiord og Sogn, findes ei heller saa lige paa de høie Bierge, men oftere paa de lave; hvilket alt stemmer overeens med det, som Hr. N. Horrebow beretter om Iis-Jøklerne paa Iisland, nemlig at de ikke ligge saa meget Norden som Sønden paa Landet, og ei altid paa de høieste Bierge. At udfinde den rette Aarsag til denne Mærkværdighed, maa jeg overlade til de bedre Kyndige; men for at give Læseren et nærmere Begreb om vore Snee-Bræer, vil jeg her neden for indrykke det mærkværdigste Indhold af en Beretning, som er mig meddelet af Sal. Hr. Hans Viingaard om den bekiendte Snee-Bræe i Justedalen i Sogns Fogderie, hvor han i mange Aar havde været Præst og havt Leilighed at undersøge samme.

”Den saa kaldte Justedals-Bree strækker sig, saa vidt jeg veed, til trende Fogderier, nemlig Nordfiord, Søndfiord og Sogn. Dens Beskaffenhed er meget foranderlig; thi undertiden gaaer den frem i de Dale, den grændser til, i 30 til 60 Aar, undertiden trækker den sig tilbage igien en Tid lang. Naar den gaaer frem, blive Sprækkerne i den saa dybe, at det gaaer til nogle tusende Favne, og saa vide, at man ei kan springe over dem; men naar den gaaer tilbage, trækkes Sprækkerne sammen igien. I sin Fremgang har den saadan Magt, at den kan skyde Stene af et Huses Størrelse for sig, hvilke, om de komme imellem Been og et Bierg, knuses i smaa Stykker. Hvor den gaaer tilbage, efterlader den steriles areas, hvor siden aldrig voxer Græs. Paa begge Dele har man øiensynligt Beviis, nemlig paa det sidste i en Dal, kaldet Krondal, hvor der fra forrige Tider ligge ligesom Volde af de mange Stene, som den i sin Fremgang har ført for sig, og paa det første i en anden Dal, kaldet Mielvedal, hvor den i en Tid af 30 Aar har gaaet saa vidt frem, at den har borttaget Grunden, som tilhørede en Gaard, kaldet Nyegaard, hvorfor og samme Gaard for nogle Aar siden er bleven øde. Det er og et Sagn blandt Bønderne i Justedalen, at der i samme dal, som nu er opfylt med Snee fra det nederste til det øverste, har tilforn staaet 14 Røgstuer; og at dette ikke er en Digt, sluttes rimelig deraf, at der i en Myr, som gaaer hen til Breen, sees en Gade eller Steenbroe, som uden Tvivl har været en Kiøre-Vei for da værende Bønder. Naar man kommer oven paa Breen, befindes den mangestæds at hænge langt uden for Fieldene; kalde disse udhængende Stykker ned, da smæltes de, men saa længe de hænge fast, smæltes de ikke. I taaget Veir fører den ingen Kulde med sig, men i klart Veir giver den en Vind og Kulde fra sig, som snart er utaalelig. De, som ikke kan taale Søen, føle og en Art Søe-Syge, naar de reise over Snee-Breen.”

Tiden i Molde

Under bispevisitasen 1749, får sogneprest Wingaard denne karakteristikken, "preket vel og vidløftig". Prost Wiingaard bodde i gård nr. 80 som i 1801 blir kalt "den gamle Præstegaard". I sitt første ekteskap hadde han 18 barn, hvorav 2 døtre ble gift i Molde. Han var sogneprest i Bolsø fra 1746 til sin død. I 1748 kan vi finne presten Wiingaard i manntallslisten for kjøpstaden Molde utarbeidet av J. Friis. Johannes Boldt kjøpte i 1752 prost Wiingaards hus. I 1759 lånte han penger til Jacob Dargatz som skulle bygge seg hus. Enken pantsatte huset til prost Wiingaard for 298 rdlr., en lite innbringende affære for prosten ettersom huset ble solgt for 120 rdlr.

Hans Wiingaard fikk en vanskelig sak da han måtte anmelde byfogd Peder Jalles og hans kone, dvs. sin egen datter, for at de i lengre tid hadde forsømt kirkegang og nattverd. Det ville bli en mektig fornedrelse for byfogden å havne i gapestokk på kirkebakken, derfor fikk han biskopen til å gå i forbønn til kongen for seg, Han unnskyldte seg med at embetet krevde ham fullt ut, og at selv om han var i byen, var tankene så opptatt med forretninger at han ikke følte seg som en verdig gjest ved Herrens bord, Dermed slapp han den straffen et vanlig menneske ikke hadde mulighet for å slippe.).

Sogneprest i Bolsø, Hans Wiingaard, fra 1746 til sin død 12/3 1758 var gift 2. gang med Morten Schultz's enke Hillebor Høyer som overlevde ham lenge og døde i Namdalen 1792. I sitt første ekteskap hadde han 18 barn hvorav 2 døtre ble gift i Molde. Christence Margrethe med kjøpmann Johan Thue Finne (døde 1762), deretter med byfogd Peder Jalles. Margrethe med G. Fr. Lange. Hun hadde tidligere vært gift med kjøpmann Claus Lund. Kilde: J. A. Schneider: Molde og Romsdalen (1905)